Toldstyrelsen

Public

5 followers

Kommunikatør med erfaring fra it-projekter at Toldstyrelsen


Vil du være med til at kommunikere om et af danmarkshistoriens største it-projekter? Har du erfaring med at arbejde i projekter med mange interne og eksterne interessenter, og er du god til at navigere i forandringsprocesser, som er afledt af nye it-systemer? Kan du sætte dig ind i kompliceret fagligt stof og omsætte det til letforståelig kommunikation, der når ud til målgruppen? Så er det dig, vi har brug for.

Udfordrende kommunikationsprojekter

Inden for de kommende år skal en lang række toldsystemer udskiftes og digitaliseres. Det er en opgave, der udspringer af EU’s toldkodeks (EUTK). Det er ikke kun en stor opgave for Toldstyrelsen, men også for landets import- og eksportvirksomheder og de mennesker, som bruger systemerne. Vores opgave som kommunikationskontor består i at drive kommunikationsopgaverne og orientere og inddrage alle vores interessenter i de forandringer, der kommer.
Som en nøglespiller i EUTK-kommunikationen skal du bidrage til, at danske virksomheder løbende får den nødvendige information og vejledning om de nye toldsystemer og forstår, hvorfor forandringerne sker, fx i eksterne og interne nyheder, breve og præsentationer. Dit arbejde skal også medvirke til, at både interne og eksterne interessenter bakker op om forandringerne.
Din primære opgave vil være at deltage i kommunikationsprojekter i relation til EUTK og udviklingen af de nye toldsystemer. Det vil omfatte at:
  • varetage kommunikation til eksterne interessenter
  • afdække målgruppebehov og tænke målgruppeorienteret
  • udarbejde kommunikationsplaner
  • formulere budskaber og producere tekster
  • styre og koordinere kommunikationsindsatser.

Du vil komme til at arbejde tæt sammen med dine kolleger i kontorets EUTK-kommunikationsteam og i andre enheder i styrelsen. Toldstyrelsen samarbejder derudover med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om at udvikle og implementere systemerne.
Læs mere om arbejdet med de nye toldsystemer på toldst.dk/nyesystemer.

Selvstændig og struktureret med sans for strategi

Du har en kommunikationsrelateret kandidatuddannelse, og du har arbejdet i en større organisation og trives med det. Du har erfaring med kommunikation og projektarbejde med fokus på it og forandringsprocesser.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
  • har nemt ved at sætte dig ind i kompliceret stof
  • går dedikeret til dine opgaver og følger dem til dørs
  • skaber overblik, arbejder systematisk og struktureret og trives med selvstændigt at forme dine opgaver
  • sparrer og videndeler med dine kommunikationskolleger og kan skabe gode samarbejdsrelationer
  • tør sætte din stærke kommunikationsfaglighed i spil, når du sammen med kolleger med en anden faglighed end din skal nå frem til de gode løsninger
  • kan tænke strategisk, så dit arbejde bidrager til vores fælles mål.

Da Udviklings- og Forenklingsstyrelsen ligger på Frederiksberg, må du regne med, at du indimellem skal rejse dertil.
Det er vigtigt, at du er motiveret for at uddanne dig på vores interne Toldakademi, hvor du vil deltage i flere forløb i løbet af det første år. Undervisningen foregår enten på fysiske kurser eller som e-læring. Du deltager også i sidemandsoplæring i din egen enhed, hvor refleksion over teori og praksis er en del af din uddannelse.

Vi understøtter en international samfundsopgave

Toldstyrelsen har ca. 950 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I staben arbejder vi hver dag ambitiøst på at understøtte styrelsens kerneopgaver, og vi samarbejder på tværs af hele organisationen om konstruktive løsninger. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I Kommunikation er vi et team af topmotiverede medarbejdere, og miljøet er uformelt, men engageret. Vi er ambitiøse og har altid øje for, hvordan vi kan sparre med og involvere hinanden. Vores fælles ambition er nemlig at levere masser af gode resultater.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Send din ansøgning, dit CV og dokumentation for din uddannelse senest mandag den 15. august 2022 kl. 12 via linket ’Søg stillingen’.
Hvis du har spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Anneline Lundsgaard Haubjerg på telefon 72 37 65 98.
Vi forventer at holde første samtalerunde fredag den 19. august 2022. Der kan være en anden samtalerunde.
Tiltrædelse er hurtigst muligt.
Inden ansættelse indhenter vi referencer og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er indtil videre Slet Parkvej 1-3, 8310 Tranbjerg.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
Toldstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Remember to mention that you found this position on Zealand Career